Få vores nyheder på mail

Studiepraktik og Maritime Technology Camp - Maritime studerende kom på dybt vand!

Nyhed   •   Okt 28, 2018 09:54 CET

Det kræver lidt øvelse at navigere under Storebæltsbroen. Det måtte bl.a. praktikant Frederik Skovgaard Buhl sande da han sammen med de andre praktikanter besøgte MARTEC Skagen.

Den maritime branche har historisk set haft svært ved at forankre sig i de unges bevidsthed. Derfor tog MARTEC - det maritime og polytekniske uddannelsescenter – udfordringen op, og satte sig for at gøre uddannelse og karriere i det blå helt håndgribeligt.
26 unge mennesker fik i denne uge mulighed for at droppe det normale skema, og afprøve nogle af de muligheder en maritim karriere til lands eller til vands tilbyder. Det var tre dage der bød på virksomhedsbesøg, sejlads, undervisning, praktiske øvelser og en kold dukkert i havnen.

Morgendisen havde knap lagt sig, da de friske unge mennesker mødte op på MARTEC. De var lokket til af MARTECs nyeste initiativ, hvor potentielle nye studerende bydes indenfor på Maritime Technology Camp og studiepraktik. De unge fik mulighed for at overnatte med udsigt til Hirsholmene på rigger-loftet, hvor der siden 1925 er undervist i at binde knob og splejse tovværk. Hensigten med initiativet er, at gøre flere unge mennesker opmærksomme på de mange spændende uddannelses- og jobmuligheder, det maritime i Nordjylland kan byde på.

”MARTEC har som partner i Danmarks nationale teknologipagt, lovet at bidrage til at flere unge ”lokkes” ind på de tekniske uddannelser, herunder de maritime uddannelser. Vi har valgt, at udvikle og tilbyde denne Maritime Technology Camp som er gennemført i tæt samarbejde med Fjordline og MAN Energy Solution. Det har været afgørende for os, at de unge får mulighed for at fordybe sig, og få et reelt indblik i branchen, samtidigt med at de prøver kræfter med, hvad det vil sige at uddanne sig til en fremtidig maritim karriere. Det har krævet lidt knofedt at sætte Campen i søen, men heldigvis står resultatet mål med indsatsen - og vi er 100 % klar til at gennemføre igen næste år,” siger Pia Ankerstjerne direktør på MARTEC.

Deltagerne blev delt i to hold – et maskinmesterhold og et søfartshold. Maskinmesterholdet fik den første dag indblik i Robotteknologi og Automation, og prøvede kræfter med at styre og fejlfinde i MARTECs meget realistiske skibsmaskinrumssimulator.

”Det er vigtigt for os, at give de unge et indblik i dagligdagen på studiet, som er sammensat teori og praksis. Maskinmesteruddannelsen på MARTEC er godt nok en krævende, teoretisk videregående uddannelse – men vi har også rigtig meget praksis igennem hele uddannelsesforløbet. Det kan godt virke som et stort skridt, at gå fra en ungdomsuddannelse til en videregående uddannelse – men vi hjælper dem med at strukturerer studiet og står til rådighed med råd, vejledning og masser af praktiske øvelser hele vejen igennem,” siger Jan Jacobsen uddannelsesleder på MARTEC.

Fokus på Det Blå
Søfartsholdets første dag blev tilbragt på MARTECs afdeling i Skagen, hvor de til dagligt uddanner kyst-, sætte- og fiskeskippere, samt navigatører. Her bød dagen på en tur i skibssimulatoren, hvor man helt virkelighedsnært prøver kræfter med at sejle et skib. Blandt andet fik de til opgave at styre et skib sikkert under Storebæltsbroen, uden at ødelægge hverken skib eller bro.

”Det har været en kæmpe oplevelse og helt vildt at se hvor mange jobs man kan få med en maritim uddannelse. Jeg har ikke bestemt mig endnu – men jeg tror nok, at jeg vil tage en maritim uddannelse. Jeg fik jo også lov til at sejle skibet under Storebæltsbroen – det lykkedes mig vist nok også at sejle ind i noget” griner praktikant Frederik Skovgaard Buhl, og fortsætter: ”instruktøren sagde, at der var håb, og at øvelse gør mester.”

På anden dagen var deltagerne om bord på en af Fjordlines færger tur/retur til Norge. Denne tur gav indsigt i alle de funktioner der skal varetages om bord på et velfungerende skib – samtidigt med at deltagerne fik fornøjelsen af at opleve sejlads i kraftig vind og bølgegang.

”Ved at være om bord på et sejlende aktivt skib, får de unge mennesker mulighed for at opleve næsten alle de jobfunktioner, en maritim karriere til søs byder på. De oplevede skibsassistenten, maskinmesteren, styrmanden, skibsføreren (kaptajnen), og alle jobfunktionerne der imellem, og de fik indblik i hvor stort et ansvar der ligger i de forskellige jobs. Det er ikke kun teknikken - som jo er helt hightech – men også ansvaret for andres ve og vel der pludselig bliver meget tydeligt - når man oplever sejlads ”live”, fortæller Jan Jacobsen.

Efter en lang dag på søen, var det en flok trætte deltagere der kom tilbage i havn, med hovederne fulde af nye indtryk og med tankerne lidt mere sporet ind på en mulig fremtidig karriere i den maritim branche.

Praktiske oplevelser
Tredje dag sluttede med et praktisk funderet program, hvor maskinmester - og søfartsholdene blev blandet og delt på ny. Der var virksomhedsbesøg hos MAN Energy Solutions, hvor propeller og motorer og miljø var i højsædet. Der var besøg om bord på krigsskibet ABSALON på Flådestationen, hvor en helt anden side af sejlads og sømandskab blev præsenteret, og til slut fik deltagerne en forsmag på, de store krav der stilles til træning for at have en høj sikkerhed til søs. Deltagerne prøvede fritfaldsbåden (redningsbåd) på MARTECs havneområde, og de særligt eventyrlystne deltagere blev kastet i havnens kolde vand, og kunne på egen krop mærke værdien af at være iklædt en overlevelsesdragt.

Hvor mange af deltagerne der vælger en maritim karriere er uvist, men både deltagere og MARTEC var enige om, at det var nogle super lærerige og spændende dage.

”Nu skal vi have gennemgået deltagernes evalueringer - så næste år bliver endnu bedre. Vi har haft besøg af nogle positive og engagerede unge mennesker, og jeg håber bestemt, at de har fået lyst til at starte en karriere i det Blå Danmark. Vi optager allerede nu studerende til januar 2019 opstarten ” slutter Pia Ankerstjerne.

På de tre dage havde MARTEC besøg af studerende fra HTX, STX samt folkeskolens 8., 9., og 10. klasser.

Fakta
MARTEC er et maritimt og polyteknisk uddannelsescenter som udbyder alle de maritime uddannelser i Danmark. Uddannelserne spænder fra grunduddannelser til videregående polytekniske og nautiske uddannelser. Institutionen udbyder skibsassistent, HF-søfart, skibsmaskinist, maskinmester, sætte-, kyst eller fiskerskipper, styrmand og skibsfører uddannelserne. MARTEC administrerer også Skoleskibet DANMARK og driver en omfattende kursusvirksomhed med fokus på certifikatgivende kurser inden for det maritime, offshore og vindenergiområdet.

MARTEC og Skagen Skipperskole blev den 1. juli 2017 sammenlagt med henblik på at styrke udbuddet af de maritime uddannelser i den nordjyske region og kan nu tilbyde alle de maritime uddannelsesretninger. Også den maritime studentereksamen (HF-Søfart), som tilbydes sammen med Frederikshavns Gymnasium, er styrket, og eleverne tilbydes nu indkvartering på MARTECs skolehjem i trygge og kontrollerede rammer.

Mere information på www.martec.dk

Kontaktpersoner

Direktør Pia Ankerstjerne; tlf.: 9620 8888; e-mail: pan@martec.dk
Kommunikations- og marketingmedarbejder René Kæseler; tlf.: 3012 3358; e-mail: rek@martec.dk 

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy