$("#topSearch").on('keyup', function (e) { if (e.keyCode == 13) { alert("virker"); } });
Få vores nyheder på mail

Søren Pind i dialog med MARTECs studerende

Nyhed   •   Sep 14, 2017 16:59 CEST

Forsknings- og Uddannelsesminister Søren Pind fik bl.a. et af de flotte præmierede projekter fra Værkstedsskolen at se

Solen skinnede, da ministerbilen drejede op foran hovedindgangen hos MARTEC, hvor Søren Pind blev modtaget af Direktør Pia Ankerstjerne, Vicedirektør Brian Thomsen og Forstander Anders C.T. Andersen, og indledte besøget med en rundvisning på MARTEC Hånbækvej i Frederikhavn, hvor ministeren fik mulighed for at se bl.a. værkstedsskolen, el-laboratoriet, miljø-laboratoriet og fik afslutningsvis mulighed for selv at starte den meget gamle ALFA Diesel motor – som fortsat er et hit i undervisningen, fordi det er relativt let, at se hvordan mekanikken fungerer. På værkstedsskolen blev ministeren helt nostalgisk over at se en flot dampmaskine, som nogle studerende har lavet som afslutningsprojekt.

Debatten skudt i gang
Ministeren startede debatten med en sang - meget passende ”Jylland mellem tvende have” – og blev akkompagneret af de ca. 200 studerende der havde fået fri fra undervisningen. Ministeren indledte dialogen med et oplæg omkring, hvor vigtigt det er, at praktik og teori går hånd i hånd på de videregående uddannelser i Danmark, og lykønskede de studerende med, at de er heldige med at være på MARTEC, hvor netop kombinationen af teori og praktik og masser af undervisning er i højsædet.

Det var tydeligt, på de spørgsmål de studerende stillede, hvor deres fokus lå. F.eks. blev ministeren spurgt om, hvad han kan, og vil gøre for, at skaffe praktikpladser til søs i fremtiden. Ministeren var lydhør, og vil arbejde for at forbedre mulighederne, men pointerede samtidigt, at han hverken kan eller vil tvinge rederierne til at tage praktikanter.

Desuden delte ministerens sine tanker omkring fjernundervisning, robotteknologi og nødvendige forandringer i takt med, at robotter overtager flere og flere arbejdsopgaver. De studerende udtrykte bekymring for, at der kommer for få studerende på erhvervsuddannelser – hvilket Søren Pind var helt enig i – og delte sin drøm om at reformere det danske uddannelsessystemet efter Schweizisk forbillede, hvor arbejde og uddannelse kombineres således, at man f.eks. er 3 dage på arbejde og 2 dage på uddannelse.


Får de studerende nok ud at deres uddannelse på MARTEC?
Undervejs i debatten stoppede Søren Pind op, og satte en online undersøgelse i gang for at tage temperaturen på, om de studerende får nok udbytte af deres uddannelse. Det viste sig, at 95 % af de fremmødte studerende på MARTEC synes, at de lærer rigtigt meget – hvilket var usædvanligt højt i forhold til tidligere undersøgelser på andre institutioner.


Gensidig tilfredshed
Efter debatten kunne ministeren se tilbage på en formiddag med masser af positive indtryk.

Jeg er blevet modtaget med lutter glade ansigter og åbne arme, og det er jeg naturligvis meget glad for. Vi fik en rigtig god debat, som blev skudt i gang af de studerendes gode spørgsmål, og helt konkret tager jeg især diskussionen om praktikpladser med mig videre.”

Men det var ikke kun debatten der var kilden til det store smil.

”På vores tur rundt på MARTEC, fik jeg den store blå dieselmotor at se i laboratoriet. Den sendte mig direkte tilbage til min barndom på Bornholm. Det var den samme lyd, som når kutterne lagde til ved havnen. Det var meget vemodigt,” slutter Søren Pind smilende af.

Direktør Pia Ankerstjerne var tilfreds med Søren Pinds besøg.

”Jeg tror og håber, at ministeren vil få en positiv effekt på muligheden for at få de studerende ud i praktik til søs – hvilket jo er en basal forudsætning for, at Danmark bevarer sin position i søfartens verdenselite. Det er dejligt, at ministeren tog sig tid til at besøge en nordjysk maritim uddannelsesinstitution, der servicerer den stærke maritime industri i Nordjylland. Det var også dejligt at opleve de gode spørgsmål fra vores engagerede studerende. De var ikke bange for at rejse sig og stille spørgsmål.”

Ministeren og hans følge fik en hurtig kop kaffe og en sandwich, inden turen gik videre til UCN i Hjørring.

Fakta 
MARTEC er et maritimt og polyteknisk uddannelsescenter som udbyder alle de maritime uddannelser i Danmark. Uddannelserne spænder fra grunduddannelser til videregående polytekniske og nautiske uddannelser. Institutionen udbyder skibsassistent, HF-søfart, skibsmaskinist, maskinmester, sætte-, kyst eller fiskerskipper, styrmand og skibsfører uddannelserne. MARTEC administrerer også Skoleskibet DANMARK og driver en omfattende kursusvirksomhed med fokus på certifikatgivende kurser inden for det maritime, offshore og vindenergiområdet.

MARTEC og Skagen Skipperskole blev den 1. juli 2017 sammenlagt med henblik på at styrke udbuddet af de maritime uddannelser i den nordjyske region og kan nu tilbyde alle de maritime uddannelsesretninger. Også den maritime studentereksamen (HF-Søfart), som tilbydes sammen med Frederikshavns Gymnasium, er styrket, og eleverne tilbydes nu indkvartering på MARTECs skolehjem i trygge og kontrollerede rammer.

Mere information på www.martec.dk

Kontaktpersoner
Direktør Pia Ankerstjerne; tlf.: 9620 8888; e-mail: pan@martec.dk
Kommunikations- og marketingmedarbejder René Kæseler; tlf.: 3012 3358; e-mail: rek@martec.dk 

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar