$("#topSearch").on('keyup', function (e) { if (e.keyCode == 13) { alert("virker"); } });
Få vores nyheder på mail

Ny simulator på MARTEC - en attraktiv tilføjelse til maritime uddannelser

Nyhed   •   Jun 29, 2017 18:27 CEST

Simulatoren blev indviet torsdag d. 29. juni ved en mindre ceremoni, hvor Vicedirektør Brian Thomsen kunne klippe det røde bånd over, sammen med Sekretariatschef for Den Danske Maritime Fond, Carsten Melchiors.

Rent fysisk er simulatoren indrettet i en 40 fod stor container. Indretningen minder i høj grad om det, de studerende vil opleve på et rigtigt skib. Simulatoren er opdelt i tre sektioner, et kontrolrum, et motorkontrolrum og et simuleret motorrum komplet med motorlarm og alarmer. På den måde kan der simuleres situationer, som også kan opstå på et skib. De studerende får derved afprøvet det meste, inden det bliver virkelighed, og hvor fejl kan koste mange penge - eller i værste fald menneskeliv.

Vicedirektør Brian Thomsen, der sammen med Fredericia Maskinmesterskole har været primus motor på ideudviklingen, er glad for, at vi nu kan tilbyde skolens studerende en state-of-the-art simulator på selve skolen, uden at skulle udvide bygningerne:

”Tidligere har studerende og undervisere brugt mange rejsedage og overnatninger på at gennemføre full mission-kurset hos eksterne partnere. Med den nye simulator kan undervisningen foregå på skolerne, og simulatoren kan i højere grad indgå i den daglige undervisning. Derudover kan vi bruge den sparede tid til at fokusere på andre dele af uddannelsen”.

Simulatoren får ekstra eksistensberettigelse efter sammenlægningen med Skagen Skipperskole, hvor den kan kobles sammen med brosimulatoren i Skagen. På den måde kan der køres samarbejdsøvelser med studerende på broen og i maskinrummet samtidigt.

Samarbejde på tværs 
Simulatoren er indkøbt i samarbejde med Fredericia Maskinmesterskole, og er blevet gjort mulig ved hjælp af en donation fra Den Danske Maritime Fond.

”Den Danske Maritime Fond er en uvurderlig støtte for de maritime uddannelsesinstitutioner, og at de har valgt at støtte dette projekt, er vi meget taknemlige for. Træning i den maritime branche kræver meget og dyrt udstyr, så støtten fra fonden til dette og mange andre faciliteter på de maritime institutioner, er med til at sikre et fortsat højt kompetenceniveau i den maritime branche,” udtaler direktør for MARTEC Pia Ankerstjerne.

Med sin anseelige størrelse vil containeren fungere som en tydelig reklamesøjle for den maritime branche og uddannelserne herunder. Ikke kun når den står stille hos MARTEC eller Fredericia Maskinmesterskole, men også når den er på farten mellem de to skoler.

Fakta 
MARTEC er et maritimt og polyteknisk uddannelsescenter som udbyder alle de maritime uddannelser i Danmark. Uddannelserne spænder fra grunduddannelser til videregående polytekniske og nautiske uddannelser. Institutionen udbyder skibsassistent, HF-søfart, skibsmaskinist, maskinmester, sætte-, kyst eller fiskerskipper, styrmand og skibsfører uddannelserne. MARTEC administrerer også Skoleskibet DANMARK og driver en omfattende kursusvirksomhed med fokus på certifikatgivende kurser inden for det maritime, offshore og vindenergiområdet.

Mere information på www.martec.dk

Kontaktpersoner
Direktør Pia Ankerstjerne; tlf.: 9620 8888; e-mail: pan@martec.dk
Vicedirektør Brian Thomsen; tlf.: 2032 5269; e-mail: bth@martec.dk
Kommunikations- og marketingmedarbejder René Kæseler; tlf.: 3012 3358; e-mail: rek@martec.dk  

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar